En rask køretur fra Varde Marked

Uddrag af artikel af Vagn Husted fra Lokal-Årbogen 1998

Engang tidligt i århundredet ville tre Hjortkær-mænd til Varde marked. De aftalte at køre sammen, og Niels Jørgen fra Æ Søndergoer stod for køretøjet. (Jørgen udtales på gammel vestjysk maner med to tydelige stavelser: Jør-gen!)

Desværre ar alt det for længe siden jeg hørte beretningen om denne markedstur, der nok foregik en del før jeg blev født i 1919. Så jeg har glemt hvem den ene af de to Hjortkær-mænd, der skulle køre med Niels Jørgen, var. Den ene var Peder Thellesen, og det er nok ham, der har fortalt om turen, for han var en god fortæller. Den anden kan have været Hans Jokum, en nabo til Niels Jørgen, der var på samme alder som ham. Men det er gætteværk fra min side, og jeg har ikke, efter at jeg nu - sent - har besluttet at nedskrive historien om den markedstur, truffet på nogen, der kan huske, hvem der var med. Men Peder Thellesen er jeg i al fald sikker på var med. Han var en halv snes år yngre end Niels Jørgen og boede i nabolaget.

Niels Jørgen handlede noget og forstod sig på det. Det var ikke tidsfordriv han tog til marked i Varde den dag. Hans hesteforspand har sikkert været to solide heste af jysk race. Sådan et spand heste havde de fleste Hjortkær-bønder på den tid.

Ankommet til markedet spændte Niels Jørgen hestene fra vognen og satte dem til salg på markedet. Han må have fået et godt bud på dem, i hvert fald blev de solgt. Han måtte jo så have købt et par nye, så de kunne komme hjem fra markedet igen, og i øvrigt kunne han jo ikke undvære et spand heste til at drive sin gård med. Niels Jørgen så sig omkring på markedet, og det endte med at han købte et par ganske unge plage, der ganske vist ikke endnu var rigtigt vænnet til at gå i seletøj. Unge plage skulle "vænnes" sammen med en ældre hest, eller bedst et par ældre solide heste. Man var som regel to mand, når en ung plag skulle vænnes, hvilket var bedst for et redskab i en pløjemark, hvor plagen kunne blive godt træt, så den efterhånden kunne gå skikkeligt sammen med de ældre heste.

Det var nok noget af et vovestykke - i mange menneskers øjne - at spænde to "fremmede" unge plage for en vogn sammen og så at skulle 20 km ad vejen fra Varde til Hjortkær. Men Niels Jørgen var en mand i sin bedste alder, og vant til at omgås heste, og han har jo nok taget en god skilling "fra" ved at sælge sine gode heste og købe plagene. Niels Jørgen spændte plagene for vognen, og han og hans to passagerer steg til vogns. Det har nok været vanskeligt at styre plagene, der jo ikke var vant til at lystre tømmerne, blot nogenlunde lige ud af vejen, men alligevel kom de rimeligt ud af Varde by. På den lidt øde vej gennem Varde plantage mod Roust måtte Niels Jørgen selvfølgelig prøve at vise hvem der bestemte farten, han eller plagene, så nu gik det langs, som man siger på jysk, når man kører stærkt.

Dengang var der jo ikke asfalt på vejen, der skulle gå mange år. Varde plantage var dengang nyplantet, og kørslen her blev lidt vild, har passagererne senere fortalt, "så sommetider kørte vi helt ved siden af vejen inde mellem de små nyplantede træer i plantagen!" Men det må være lykkedes for Niels Jørgen nogenlunde at følge vejen, og efter en halv snes kilometers hurtig kørsel begyndte plagene at trættes lidt, de pustede voldsomt, og farten gik noget af dem. Så op ad en bakke ved Roust fik Niels Jørgen lidt hold på plagene, og nu sagde de to mænd, der var med i vognen, at de kunne da stå af og gå op ad bakken, mens plagene kunne puste lidt ud. Det svarede Niels Jørgen ikke noget på, men standsede kørslen, så de to kunne stå af. Niels Jørgen kørte så i skridtgang op ad bakken, men de to traskede bagefter. Men da Niels Jørgen og plagene nåede toppen af bakken, slog han knald med pisken, og nu gik det langs igen. "Så han må vel have tænkt ved sig selv," sagde fortælleren, "at er mit kørtøj ikke godt nok, så kan de gå!"

Det var da også overkommeligt, men dog en halv snes kilometers gåtur, som de dog vist ikke tog fortrydeligt op, eller nogensinde senere lod sig mærke med. For sådan var de gamle bønder dengang. De kunne blive uenige og sige noget til hinanden. Men en spøg var i høj kurs, og mange har sikkert moret sig ved at høre om denne markedstur.

Nu er den slags markeder "en saga blot". Derved er livet på landet og i småbyerne blevet mindre malerisk, og efter - min mening - fattigere.