Darum Kirke

"Darum Kirke har et stort tårn og et højt spir, som kan ses langt ud i havet og skal vedligeholdes for de søfarendes skyld". Sådan hed det i en bestemmelse for to hundrede år siden. Men står man på Vadehavs-diget ved Sønderby rampe og lader blikket glide nordenom fra vest mod øst, forstår man næppe helt, at dette kirketårn kunne tjene som sømærke. De andre kirker: Tjæreborg, Sneum, og Vilslev står og lyser hvidt, gode at tage kending af. Men af Darum kirke knap nok anes det blytækkede pyramidespir omkranset af trækroner langt inde bag Thorsbanke. Vandrer man så fra diget gennem nu opdyrkede marker mod landsbyen på geestbakken, forsvinder kirken helt for ens blik. Selv når man i Sønderby betræder den århundredgamle Kirkesti, som fra havvejen i lige linie går gennem landsbyens gamle bydele eller "grandelag", som de kaldes: Sønderby, Vesterby og Midtby, kan man slet ikke se kirken for de bygninger, træer og buske, før man næsten er helt oppe ved den.

Den nu så grønne landsby må fordum have set helt anderledes ud, skønner man. Og man forstår, hvad en Darum-præst indberettede til sin biskop i 1768, - det år, da det nu 24 m høje kirketårn blev istandsat og skalmuret: "Skove har her været i fordums tid i en overflødighed, hvorom de allevegne i moser og enge endnu værende noksom bærer vidne, men nu er næppe nogle få buske tilbage". Men det er nok ikke forklaringen på den gamle bestemmelse. For sejler man langt ud i havet, eller tager man turen derud til fods en isvinter, da aftegner kirken sig tydeligt inde på land, hvad man ikke skulle tro, når man står på diget. Smukkest og stateligst rejser kirken sig dog, når man fra vest nærmer sig Darum på den langstrakte bakkeø, der som en spydspids peger mod havet; netop denne form menes at have givet byen navn, idet "darr" på Oldnordisk skulle betyde spydblad. Hvad de færreste måske er opmærksom på: Også langt mod nord er Darum kirke synligt. Kører man sydpå ad landevejen Varde-Ribe, dukker tårnet op forude allerede lidt syd for Korskroen; det ser ud, som står det lang fremme i den snorlige vejbanes midte - som om de gamle, der trådte vejen med deres studedrifter, og siden vejbyggerne brugte kirken som sigtemærke. Betragter vi nu den hvidkalkede kirke, mens vi spadserer op til den på det sidste stykke af Kirkestien, eller endnu bedre, hvis vi tager den i øjesyn fra kirkegårdens sydvestlige hjørne, så bemærker vi først det lange kvaderstenskor, som i virkeligheden er et dobbeltkor, dernæst møder blikket det ret store hvide skib, som brydes af våbenhus og tårnet. For øjet syntes kirken at være en helhed, måske fordi alle dens bygningsdele er tækket med bly. Men rent faktisk er den det ikke; den er bygget i flere omgange. Tårnet og våbenhus er de yngste tilbygninger på den gamle, oprindelig romanske kirke; de er først kommet til et stykke hen i 1400-tallet, i gotisk tid. Men heller ikke den kirkebygning, som stod før denne tid, var den oprindelige kirke, for denne er blevet udvidet og ombygget i flere omgange. Det vidner brugen af byggematerialer om; først granit (kvadersten), så rinsk tuf og tilsidst tegl. Heraf kan vides, at den ældste kirke, kvaderstenskirken, var det nuværende kor, som helt er bygget i granit. Stor har den altså ikke været. Mod øst har den været afrundet med en apsis. Går man rundt om koret, så røbes denne apsis af talrige krumhuggede kvadersten i den attisk profilerede sokkel. Denne kirke antages at være bygget omkring 1170. Men meget hurtig derefter er man begyndt at udvide den mod vest, først med tufsten som byggemateriale, senere med munkesten. Dette og meget mere kan der fortælles om Darum kirke, som er indviet til Sct. Lauretius. Udførligt besked får man i Nationalmuseets store værk "Danmarks Kirker" 5. Bind. 29 Hefte. 1994.

Uddrag af tryksag

Går man ind i Kirken, ser man at skibet har fladt, malet bjælkeloft. Bjælkerne blev frilagt i 1918. Tårnrummet og de to korafsnit er forsynede med murede krydshvælvinger. Alterbordet er en nyere opmuring beklædt med paneler. På gavlene ses genanvendte renæssancepaneler med fint udskårne fyldinger, Altertavlen er enkel og udført i 1847. I topstykket og storfeltet er anbragt malerier. Maleriet i storfeltet er en kopi af "Den store Nadver".

På den nuværende altertavle er et par genanvendte renæssancesøjler. To apostle-figurer, Sct. Johannes og Sct. Peder, er nu anbragt i mellemkoret. Disse søjler og figurer stammer fra en tidligere altertavle. Fra denne tavle kendes også to helgenfigurer, som nu findes på Nationalmuseet, nemlig Sct. Gertrud og Sct. Laurentius, sidstnævnte var kirkens værne-helgen. Laurentiusfiguren var i 1768 indesluttet i et skab i koret. På Varde museum hænger en madonnafigur, som også stammer fra Darum kirke. Den var i 1768 anbragt "på den ene pille mellem kirken og koret i et skab med tvende låger for". Bevaret fra dette sidealter er også et relikvie, en flig af Jomfru Marias særk, som ligeledes findes på Varde museum. Så sent som i 1607 er der blandt Darum kirkes jordegods en ager, som ligger til Vor Frues alter.

På det nuværende alter står to sengotiske Alterstager i svær bronze, de har stået på tre fødder formede som løver, kun en af disse løver er bevaret, de øvrige ny påsatte i 1979. Døbefonden er en romansk arkadefont med firkantet fod. Fodens hjørner er prydet med mandshoveder. Dåbsfadet er sydtysk fra 1500-årene og udført i tyk messing med relief Bebudelsen i bunden. Fondehimmelen, som bærer årstallet 1652, svingbar, den bæres af en menneskearm, der kommer ud af gabet på en fisk. På bøjlerne er udskårne figurer af dyderne med deres attributter. Inde i baldakinen en udskåret gruppe forestillende Kristi dåb. Døbefonten er placeret under triumfbuen i 1888, den er da flyttet ned fra koret. En kisteformet pengeblok fra 1700-tallet står nu ved døren til tårnrummet. Prædikestolen, der er inspireret af Ribe Domkirkes højrenæssancestol, har fem fag adskilt af bundter af tre korintiske søjler, svarende til dem, der ses på altertavlen. I storfelterne er anbragt relieffer af de fire evangelister samt af Frelseren. Prædikestolen har tidligere båret årstallet 1526. Skibets vægge er i ret stor højde beklædt med panelværk fra 1604, og samme alder har stoleradernes typiske vestjyske rammegavle med foldeværksfyldinger. Der er to typer gavle; type 1 med kantet foldeværk har oprindelig stået i mandesiden, type 2 med afrundet foldeværk har stået i kvindesiden. De to typer er nu blandede. De gamle knopper er i 1880'erne savet af og erstattet med trekanttopstykker, men i 1979 ført tilbage til oprindelig stil. Bag panelet er skibets mure udsmykkede med kalkmalede panellignende dekorationer samt symboler og bomærker. På nordsiden blev disse dekorationer i 1979 fæstnede og konserverede, forinden træpanelet igen opsattes. Pupituret har enkelte dele, der går tilbage til 1624, men det er istandgjort og stabiliseret i 1905, da kirkens orgel blev anbragt. Lysekronerne er skænket til kirken i 1906. Kirkeklokken er omstøbt i Hamborg i 1795, den gamle Klokke bar årstallet 1590. I tårnrummet er opsat fire gravsten: Sognepræst Christen Sørensen Sevel, død 1703, og hustru. Sognepræst Peder Thomsen Lyngbye, død 1709 og hustru. Sognepræst Hans Poulsen Curtz, død 1764. (St. St. Blichers morfader.) Samt en sten over en søn og en datter af ovennævnte Chr. Sørensen Sevel.