Sejstrup Station
- af Thea Smidt, Sejstrup
Banen er Hunderup sogns nerve til omverdenen. Altid har der været gjort flittig brug af den, i dag mere end nogensinde, ikke mindst af alle de skoleelever der dagligt rejser til henholdsvis Ribe, Bramming og Esbjerg.
Da forsamlingshuset skulle bygges i 1890, blev en del af sognets beboere enige om, at den skulle ligge ved stationen. Det ville være praktisk og nemt for de foredragsholdere der kom rejsende med toget til husets mange møder.
|
I ca 80 år var der ved Sejstrup Holdeplads manuel betjening. For en ledvogter var der nok at se til. Om vinteren skulle der bæres brænde ind og tændes op i ventesalens store kakkelovn. Billetsalget skulle passes, og døgnet rundt skulle bommene lukke op og i, hver gang et tog skulle passere.
Rent og pænt var der altid - ude som inde. I ventesalen var der en bænk langs øst- og nordvæggen. t bord var der også, et langt pænt bord med en grøn overflade, ved bordet var der også placeret en spytbakke, det var der ligeledes ved udgangsdøren.
I sidste halvdel af 50'erne skete der en stor ændring. Banen blev til en ubevogtet jernbaneoverskæring med blinklys. Hvilket bevirkede, at der den 14. september 1958 skete en frygtelig ulykke. En borger fra Hunderup blev dræbt.
I dag kan alle glædes ved, at der nu er automatisk bevogtning med bomme og blinklys. En god cykelsti er også blevet anlagt mellem Hunderup og Sejstrup - alt sammen øger trafiksikkerheden. Et lille hjertesuk er der dog: Hvorfor skulle den fornemme ventesal rives ned? Der kunne man stå så godt i læ for vind og vejr, i stedet er der nu blot et læskur, som oven i købet er åben ud mod vest.
|