De ældste bebyggelser i kommunen findes i den sydlige del koncentreret omkring den gamle marskby St. Darum. Det egnstypiske hus/gård her, fra perioden 1780-1900, er grundmuret, hvid eller rødkalket med afvalmet stråtag.
Eneste udsmykning er for det meste en dobbeltudkraget taggesims med "ører" i gavlene.
En anden tidstypisk detalje, som især ses på gårdene, er de såkaldte "arkengaf", som er små halvrunde kviste med luger til loftet. Vinduerne var opsprossede, ofte dobbeltrammede. Det er uhyre vigtigt, at disse specielle kendetegn bevares ved fremtidige renoveringer (tilbageføres).
Omkring 1870´erne blev en del større gårde i området opført i en slags "lokalklassicime ", hvor man bl. a. gjorde mere brug af udsmykninger som pilastre, til markering af et forhøjet midterfelt, frontoner og gesimser. Disse gårde var som regel i blank murværk.
Efter århundredeskiftet afløstes "den stråtægte" efterhånden af grundmurede huse i blank murværk og med tegl på taget, opført af lokale murermestre.
Disse, ofte små og ydmyge landarbejderhuse, er håndværksmæssigt godt udført og tit fine murdetaljer og værd at bevarer for eftertiden. Gode eksempler herpå ses i Hunderup og Sejstrup. Efterhånden begyndte byggeskikken på landet at ændre karakter i retning af byggestilen i de fremstormende stationsbyer, hvilket førte til, at det egnstypiske byggeri forsvandt.
Stationsbyerne
Byggestilen i de nye stationsbyer var sjældent egnsbestemt. Man modtog sin inspiration fra de nærliggende købsteder. Stilpåvirkningen fra den daværende unge købstad Esbjerg ses tydeligt især i Bramming, hvor de flotte husrækker i Jernbanegade og Storegade er fra byens storhedsperiode i 1890érne.
Tidens arkitekturmode var præget af efterligninger af tidligere tiders stilarter. En af disse," Den frie Historiecisme", er repræsenteret i byhusene i Bramming midtby. Tegl blev brugt dekorativt omkring vinduer og døre.
Mange bygninger havde kraftige pilastre og piller med buede vinduesoverdækninger og kraftige gesimser og bånd med "tandsnit" af kantstillede mursten. Tagene var dækket med naturskifer og vinduerne var "dannebrogs- vinduer".
Omkring 1900 opstod de første egentlige villagader, og her er Fengers Allé (1908-20) et fint eksem- pel med sine karakteristiske villaer i patriciastil, opført især af bygmester Tonnes Tonnesen.
Andre stiltræk, som ses både i Bramming og Gørding, og som bærer præg af Bygmestrenes udlandsrejser til Tyskland og Frankrig, er "Jugend" og "Art Nouveau". Disse huse var rigt dekorerede og stod i blank murværk med sandstensornamenter eller pudsede med dekorationer som f. eks. blomsterranker og løv. Sprosseværket i døre og vinduer var kunstfærdigt udformet i fantasifulde mønstre og tagene som regel i naturskifer.
I Gørding gav disse forskellige stilpåvirkninger sig udslag i en mere typisk "staionsbystil", hvor især området omkring stationen er et af de mest homogene i landet. Som en slags reaktion på denne "stilforvirrings-periode" blev Landsforeningen Bedre Byggeskik stiftet i 1915. Formålet var at komme tilbage til de gode danske byggetraditioner, og denne bevægelse kom til at præge byggeriet i hele kommunen frem til ca.1940érne, hvor det industraliserede byggeri begyndte at tage over.
Husene skulle være "enkelte, hjemlige og smukke" og samtidig "praktiske og tidssvarende". Husene blev som regel opført i rødt murværk med røde, halvvalmede tegltage og muret taggesims. Vinduerne var opsprossede og hvidmalede. Eksempler findes både i Bramming (Plantagevej, Elmegade). Vejrup og på hovedgaden i Gørding.