Et par markedshistorier

Uddrag af artikel af Vagn Husted fra Lokal-Årbogen 1998

Ved begyndelsen af vort århundrede, der nu (1998) går slemt på hæld, men hvor meget, ja, hele tilværelsen, var meget, meget forskellig fra i dag, da var der i Bramming og Varde nogle meget store kreatur og hestemarkeder, hvor bønderne fra at meget stort opland kom med de dyr, de havde at sælge, og hvor der - lykkeligvis - kom lige så mange for at købe nye dyr til deres besætning. Ellers - hvis det ikke gik op - var der jo de professionelle handelsfolk, der helt eller delvis havde et levebrød ved at hjælpe til med at formidle denne omsætning af dyr fra landmand til landmand. Thi selv om mange vestjyder kunne lide at handle, så var der jo også en del, der hellere overlod den opgave til en handelsmand, de kendte, og som de stolede på.

Så var der jo også på de store markeder en del nysgerrige, der måske ikke egentlig havde noget ærinde på markedet, men kunne lide at bruge en halv eller en hel fridag til en bytur i forbindelse med markedet. På grund af, hvad man i dag forstår ved en markedsdag, skal det lige nævnes at der dengang ikke var gøgl på markederne.

Min far, Ejnar Madsen, der i mange år boede i Hjortkær, var en sikker markedsgæst. Han købte hvert år til jul en almanak, mest Landmandsalmanakken. Når han kom hjem med denne almanak, så var første han så efter i den: Hvornår er`et Bramming-mærken ? Det kunne vi ikke være i tvivl om, for han sagde det altid højt, når han lukkede almanakken op: "Hvornår er`et Bramming-mærken?" Næsten i lighed med påske, pinse og jul var Bramming og Varde markeder - omend af en lidt anden art - så dog en slags milepæl i årets gang. I hvert fald for de gamle vestjyske bønder. Markedsturene foregik pr. hestevogn, i hvert fald i den første del af århundredet, Senere kørte mange på cykel. Alle dem der trak dyrene til marked var jo gående.

Forårsmarkedet, årets første marked i Bramming,, var altid i april måned, i 1915 den 21. april, ser jeg i en gammel almanak. Så ver der sommermarkedet den 2. august. og endelig efterårsmarkedet den 11. oktober. I 1929 var der marked i Bramming den 16. april, den 4. august, og den 6. oktober. I 1938 var forårsmarkedet den 28. marts, sommermarkedet den 1. august og efterårsmarkedet den 10. oktober.

I 1940erne og 50erne var der endnu flere markeder, men engang i 50'erne vist, ebbede markederne ud på den gamle måde. Men nu begyndte vel så landboauktionerne, der i Bramming holdtes en årrække, men så også døde ud. Smågrise handledes en årrække i hallen ved Kikkenborg, men flyttedes så også ud til landboauktionshallen. Tidligere var der heste- og kreaturmarkeder i mange småbyer rundt omkring i landet, således heromkring både i Vejrup og Gørding et par gange om året. Hvor mange der kom til disse markeder, ved jeg ikke. Min far har aldrig omtalt dem.

Også min farfar; Claus Madsen, der bl. a. har boet i Sejstrup og Darum, var en sikker markedsgæst. Han handlede noget med heste, men kunne også handle med kreaturer, og forresten med alt muligt. Men hans mange, dengang berømte og ofte kuriøse småhandler, er en anden historie, som for resten Mads Vægter i Ribe begyndte at skrive på; men jeg ikke ved, hvor langt han kom med det. Claus Madsen måtte gå, når han skulle til marked, eller køre med hestevogn eller med toget. Af hans generation fik mange, vel de fleste, aldrig lært at cykle. Claus fik det dog lært, omend lidt sent. Det skete rent tilfældigt ved, at en nabo en dag sagde til ham: "Når du alligevel skal til byen, kan du så ikke tage min cykel med hjem fra cykelsmeden?" Det kunne bedstefar jo nok. Han trak så ud af vejen med den her cykel. Og tan-ken var vel næsten uundgåelig: Hvad om man kunne cykle på sådan en tingest? Hos Claus Madsen var der aldrig langt fra tanke til handling. Jeg tænker nu ikke, der var tilskuere på vejen, da han prøvede første gang. Men resultatet blev i hvert fald, at bedstefar lidt efter kom cyklende ind i gården hos naboen.

Men det var Bramming marked vi kom fra, eller skulle til. Fra omkring ved ottetiden om morgenen strømmede folk og dyr ind på den store markedsplads fra alle sider, og snart var handelen i fuld gang. Hvis man kun var en af de mange nysgerrige tilskuere til det hele, var det en oplevelse at gå rundt og lytte til, og se på de ivrige handlende. Der blev slået i hånden, så det klaskede, nogle af de handlende var meget talende og højrøstede, andre stod som det hele ikke kom dem ved, men så man rigtig til, fik de måske lige så meget, og lige så godt, handlet som nogle af de meget snakkende. De første par formiddagstimer var der stærk gang i handelen, og mange dyr skiftede ejermand, nogle endog mere end en gang. Hen sidst på formiddagen begyndte nogle at forlade markedspladsen, mange havde en hest eller et eller flere kreaturer i reb, som de nu skulle have med hjem.

Det var nu ikke altid bondemanden selv, der trak sine dyr til og fra markedspladsen. Måske var det hans karl eller hans søn, eller han kunne have lejet en husmand fra nabolaget som trækker, på den måde tjente nogle en dagløn som trækkere. Karlene, eller trækkerne, skulle altid vente til sidst på formiddagen. De kunne ikke tage i vej hjemad, før de dyr, dehavde trukket til marked om morgenen var blevet solgt. Blev dyrene ikke solgt, skulle man jo have dem med hjem igen, det skete nogle gange at en bondemand ikke fandt prisen, han blev tilbudt for sine dyr god nok. Ske kunne det jo også, at man fik et helt andet, eller nogle helt andre dyr med hjem, hvis handelen faldt således, eller man skulle trække et solgt dyr hen til en anden gård.

Ved markedspladsen i Bramming var der en barakagtig bygning, der kaldtes Æ Punchhus. Der kunne man drikke lidkøb på handlerne. "Vi skal ind og ha`æ lejkyew," lød det, for man talte jysk.

En dag havde min bedstefar, Claus Madsen, været til marked i Bramming. Det var han vist altid, når der var marked. Hen på formiddagen var handelen ved at ebbe ud for den markedsdag, og det var tid at tænke på at komme hen til Æ Punchhus og drikke lidkøb. Da fik en af mændene, som Claus var i selskab med, en lys idé - det kunne nogle få, også dengang, eller måske særlig dengang!! Jo, manden sagde til de andre: "Æ kaffepunch, de er en par øre billigere i Varde end her i Bramming, vi ku` godt spaer noved ved o ta´ til Varde o fo æ lejkyew!!" I dag finder vi det vel lidt mærkeligt, men forslaget vandt bifaldt hos de andre, og man tog sporenstregs af sted til Varde, jeg ved ikke om det var med tog eller hestevogn. Nu har jeg jo lært at regne efter Chr. Hansens regnebog, og efter den er det lidt svært for mig at se, at de kunne spare ret meget. Men det kom selvfølgelig noget an på, hvor mange kaffepunche, der gik på det lidkøb. Det var jo kun ører det drejede sig om; men måske har de gamle været meget sparsommelige? Jeg ved jo heller ikke, om de regnede efter Chr. Hansens regnebog?

Så har jeg også hørt, at de i stedet for at bestille en kaffepunch til hver mand af gangen, bestilte en hel favn kaffepunche. En favn er jo tre alen, ved jeg godt, men da jeg ikke ved hvor tæt de skulle stå, ved jeg jo heller ikke, hvor mange kaffepunche der gik på en favn. Ærgerligt nok, for så vidste man jo bedre, hvad man snakkede om. Men restauratørerne har jo nok vidst besked med den ting. Gæsterne har jo nok fået lidt ekstra rabat ved at bestille en favn kaffepunche af gangen. Jo, sparsommelige har de været, de gamle. Nu forstår jeg så også lidt bedre, at det til tider blev lidt ud på aftenen, før de sidste markedsgæster nåede hjem, selv om selve markedet jo ellers sluttede ved middagstid. Måske skulle man have været til dengang.

N.B. Markedspladsen der er beskrevet her ovenfor, var hvor nu Bramming Kommunes Rådhus og Bramming Politistation er placeret.