Som en del af Ribe Amt er Bramming Kommune beliggende i et gammelt kulturlandskab hovedsagelig karakteriseret af store marskenge og flade bakkeøer med hedejord.
I dag er heden opdyrket, og store dele af marskengene er er ved hjælp af dræning og digebeskyttelse blevet omdannet til agerjord. Disse frugtbare marskenge har siden middelalderen dannet grundlaget for en befolkning, hvis størrelse og rigdom bl. a. afspejles gennem de omfattende kirkebyggerier, som ses i store dele af amtet.
Efter 1500-tallet blev det gode tider for storgårdsdriften, og i denne periode grundlagdes Bramming Hovedgård (1570), Endrupholm Hovedgård (1582) og lidt senere Kjærgård Hovedgård (1695), hvor kun sidstnævnte er bevaret i sin oprindelige udformning.
I slutningen af 1700-tallet kom både fæstesystemet og den gamle hovedgårdsdrift ud af trit med udviklingen i landbrugsteknik og afsætningsmuligheder, og godsejerne begyndte at sælge fæstegårdene fra til selveje.
I 1786 kom fæstegodset Kjærgård, efter et dødsfald i familien, på auktion, hvilket bevirkede, at en del gårde blev solgt fra. Dette resulterede i en voldsom byggeaktivitet på egnen.
Bortset fra hovedgårdene og kirkerne findes kommunens ældste bebyggelse i den gamle marskby St. Darum, hvor de ældste gårde kan føres tilbage til 1600-tallet, men hvor man har kendt til beboelser helt tilbage til jernalderen.
I 1874 anlagdes den vestjyske nærbane, hvilket blev det markante bidrag til kommunens vækst i nyere tid. På strækningen anlagdes Gørding og Bramming som første generation af "ægte stationsbyer".
I 1916 kom Vejrup til som station på sidebanen Bramming/Grindsted.
Under på virkning af Esbjerg blev Bramming efterhånden byen som oplevede den største tilvækst.