Jernbanen i Gørding åbnede 3. oktober 1874. Jernbanens øverste ledelse ville have banen lagt i Gørding by, således at stationen skulle ligge der hvor nu forsamlingshuset ligger, men det satte landmændene sig imod. Grunden var, at dyrene ville blive bange for togene. Det var også der skolen, kirken og klædefabrikken fra 1873 lå, og så var der jo åen. Også bykroen med købmandsbutik var et stort aktiv for hestekøretøjer, når landmændene ville i kirke. Styrelsen lod folket råde og banen kom længere mod syd, hvor Gørding Stationsby voksede op.
Hvor banen kom til at ligge, var der dengang ingen forretninger af nogen art, der lå kun en gård, omtrent der hvor den gamle brugsforening lå (Nørregade 5). I 1875 blev Hotel Gørding opført og snart efter fulgte købmandsforretningen, som skuespiller Niels Johnsens forældre overtog, og Gørding Tømmerhandel som Laust Nielsen startede i 1877.
Der var på det tidspunkt kun 7 familier i Gørding Stationsby. Da banen var en realitet, kom der gang i byggeriet, og der voksede er rimelig stor by op. Gørding havde et godt opland, både mod nord og syd, og forretningerne fik deres varer: Jernbane adresse Gørding. Trafikken ad landevejen foregik med hestevogn, og i den tid hestene skulle hvile, faldt megen handel af til byens forretninger.
På stationen var der en forstander, 2 -3 assistenter, 3 portører og sidst men ikke mindst en ledvogter. Først var der to led, der skulle lukkes, senere kom der bomme - det var et 24 timers job.
I de "gode gamle dage", altså før jernbanen blev åbnet, blev posten hentet i Ribe en gang om ugen, først i sæk på nakken, senere, da der kom mere post, med en trillebør. Posten blev afleveret på Bykroen i Nørre Gørding, hvor man betalte for portoen.
Kong Frederik og Dronning Ingrid havde i 1948 været med toget på besøg i Ribe. Da var Gørding heldig, for på tilbagevejen til København måtte toget standse her, idet et tog østfra skulle passere (det var inden dobbeltsporet kom), så toget med Kongeparret blev sat på vigesporet. Det havde fru ledvogter Christensen sagt til hele byen,og da så toget kom dampende og holdt ved stationen, var hele perronen fyldt af mennesker. Der stod vi og så og kiggede, men ingen sagde noget. Førstelærer, og senere skoleinspektør, Larsen Pedersen var der også, men der var ingen tegn på at nogen ville synge eller tale.
Vi var der naturligvis også sammen med vore to døtre Hanne og Dorte. Pludseligt forsvandt Hanne, hun løb hjem efter blomster fra haven, og da hun kom igen, greb skuespiller Niels Johnsen hende og ville tage hende med over til Kongeparret for at aflevere blomsterne, men det ville Hanne ikke være med til, så Dorte måtte i stedet træde til. Johnsen tog hende på armen og løb over sporet. Dorte græd, men fik dog afleveret den lille buket, og fik et kongelig klap på hovedet. Så var tiden til afgang inde, og da toget skulle køre brød jublen endeligt løs. Hvad mon Kongeparret har talt om på vej til København?
I dag har banen ikke den store betydning for transport for varer, bilerne har efterhånden taget over. For publikum, kan det være en prøvelse at benytte banen. Stationen er lukket, ventesalen er lukket, biletterne trækkes i en automat. I kulde og regn og sne må man stå ude. Nej, dengang man kunne ringe til et firma i Esbjerg før middag, og varerne kom med 3-toget - det var service. Det kan man ikke i dag - og hvad der skal ske med baneoverskæringen ved kun fremtiden...