Riber Kjærgård

- af Arne Bruun Nielsen
Riber Kjærgårds historie er lang og broget. Rigets mægtigste slægter boede her, og blev afløst af de fattigste og dårligst stillede - vagabonder, åndssvage, fattige og hjælpeløse - for endelig at blive genrejst til fortids stolthed af fremsynede folk.

I midten af sidste århundrede var fornedrelsen total; tilbage stod en lav, skummel, stråtækt bondegård. Kobber- og tegltag og træværk af øverste etage var solgt, gårdspladsen, voldgrave, og kældre fyldt med jord, murbrokker og skrammel. Den sidste ejer var kørt fast, og omegnskommunerne, Darum, Vilslev, Hunderup og Bramming købte stedet i 1868 og fik dermed løst et forsorgsproblem, idet der blev fattiggård på stedet
Fattiglemmerne var en blanding af alle slags tabere, hjælpeløse gamle, enlige med små børn, invalide, drankere, arbejdssky, svagt begavede. Der var mange børn, og i alt boede der 30-50 mennesker. Nogle blev kort tid, andre i flere år. Man søgte at beskræftige lemmerne, for mændenes vedkommende i eget landbrug eller lejet ud til nabogårde, mens kvinderne arbejdede med tekstiler, kartede, spandt, syede sko og tøj for egnens befolkning mod betaling.

En ny fattiglov i 1891 reducerede antallet til en halv snes over de næste 30-40 år, og dermed blev anstalten for dyr for kommunerne. Det lykkedes ikke at få amtet til at overtage stedet, og nabokommunerne trak sig ud af samarbejdet. Tilbage stod hjemstedskommunen Hunderup nu med anstalten og en stor beslutning: Skulle det gamle slot nedrives eller genrejses?

Tanken om en højskole eller anden form for skolevirksomhed fødtes, men tredivernes arbejdsløshed og landbrugskrise gjorde det ikke let. Et udvalg blev nedsat, men drømmen blev lagt brak af krigen. Fattiggården blev i 1940 overtaget af staten, som brugte den til "opbygningslejr" - en slags statsungdomslejr for unge arbejdsløse.

Man gik igang med genopbygningen, men allerede i 1941 steg efterspørgslen efter arbejdskraft, tørvemoser, brunkulslejre og andre former for brændstofforsyning hentede arbejdskraft. Også tyskerne skabte arbejdspladser ved fæstningsanlæg, flyvepladser m. m. Alligevel lykkedes det, under Nationalmuseets ledelse, at genopbygge slottet til sin oprindelige skikkelse til maj 1943. Nu gjaldt det om at holde tyskerne ude. Derfor overgik slottet fra arbejds- til socialministeriet, og blev fredehjem for et halvt hundrede unge piger i alderen 15 til 19 år. De blev sat i gang med at rydde op i park og skov, udgrave voldgrave og lignende.

Tiden gik - krigen sluttede, og der blev samlet midler ind for at købe slottet af ministeriet og indrette det til landbrugsskole fra 1949.

PS. Riber Kjærgård drives i dag som landbrugsskole, og er ikke tilgængelig for offentligheden.