Nord for Vejrup by ligger plantagen Vøgas Lund. Ved den stærke udbygning af byen i 60erne blev hele arealet mellem den gamle hovedvej og plantagen udbygget, så villakvarteret nu ligger helt ind i skovbrynet. En kreds af sognets borgere fik i 1910 den idé at tilplante et areal som lystanlæg.
Man dannede et aktieselskab og købte 20 td. td. af Annexgårdens jord til formålet, ca. en tredjedel var opdyrket, resten var hede og mose. Navnet Vøgas Lund stammer fra et gammel sagn, der fortæller, at der engang boede en konge ved navn Vøgas i Vejrup, og at han ligger begravet under en desværre nu slettet jordhøj i plantagen.
Primus motor i foretagendet og den egentlige skaber af lystanlægget var landbrugskandidat Niels Iversen fra Sdr. Vejrup. Vøgas Lund blev Niels Iversens hjertebarn og livsværk, og man kan vel sige, at få har efterladt et smukkere minde i sit sogn end han ved på denne måde at prente sit navn i naturens skudsmålsbog.
Midt i plantagen blev anlagt en græsbevokset festplads, og uden om den plantedes forskellige sjældne træer og buske, som var importeret fra fjerne lande. De fleste fik dog en ret kort levetid, formentlig fordi de ikke tålte det barske vestjyske klima. I en rundkreds om festpladsen plantedes stauder, der med deres blomsterflor dannede en smuk overgang mellem græs og træer.
Da kvinderne fik valgret, fik H. Cl. Fogh, den idé, at begivenheden skulle markeres ved, at nogle af sognets kvinder skulle plante et egetræ i lunden. Træet skænkede han, og d. 30 april 1918 gik 20 kvinder op på festpladsen og plantede under højtidelige former egetræet side om side med flagstangen, og kaldte det naturligvis "Kvindeegen".
Men stormen d. 3 dec. 1999 ødelagde og væltede en masse træer i Vøgas Lund, og også "Kvindeegen" måtte lade livet. Den 5 juni 1999 blev "Sogneegen" plantet i Vøgas Lund.
Niels Iversen, der døde i 1937, var en temperamentsfuld mand og værnede om lunden med strenghed; og ve den formastelige der plukkede bøgegrene eller tilegnede sig skud fra de sjældne planter, blev de, hvis han opdagede det, tiltalt med store bogstaver. At der bag Niels Iversens ret så barske ydre gemtes et varmt og følsomt sind røbes i hans efterladte digte. Alle hans digte var en hyldest til Vøgas Lund og til naturen, her nogle få linier: Slægt efter slægt vil vandre herud hver gang du aksler dit vårgrønne skud når jeg er borte vær du min tolk sig at jeg elsked vort sogn og dets folk. Efter Niels Iversens død rejstes en mindesten over ham på festpladsen.