Post på banen
- af tidl. landpostbud Poul Dylmer, Bramming
Jeg husker arbejdet på banen fra dengang jeg som ganske ung blev landpostbud her i Bramming. En del af tjenesten bestod i omlæsning af pakker på stationen hver morgen fra kl. 6.15 - ca. 7.00.
Der kom fra Fredericia en slæber (den hed 2302 - alle tog har numre), det vil sige et godstog, hvor der bagerst i toget var en godsvogn med postpakker, der skulle omlæsses til Silkeborg og Tønder-banens bureauvogne. Disse vogne var indrettet som rullende postkontorer med postfolk, som afleverede posten til postbudene ved hver station undervejs, både til Silkeborg og Tønder. Disse bureauvogne stod ovre i det blinde spor, som ender bagved perrontunnelen over til det der nu er anden perron.
Vi læssede pakkerne ud på tohjulede trævogne, der havde to jernhjul og håndtag i den ene ende, nærmest som en trillebør. Godstoget holdt på spor et, nærmest ved stations-bygningen, og derfor skulle vi over på perron tre (i dag perron to), for at komme ud til det blinde spor, hvor bureauvognene stod, inden de blev koblet bag på togene til Silkeborg og Tønder. Overgangene til perronerne var dengang lavet af sveller, og lå i øst enden af stationen.
Omlæsningen foregik ved, at vi var to mand inde i godsvognen som langede pakker ud til en tredje som stablede dem på vognen. Om vinteren i mørke, måtte vi have vi store håndlygter med for at se. Når vi skulle over på perron tre med læsset, var det med een mand foran og to bagved til at skubbe på. Blev vognen ikke rigtig læsset, kunne der være baglæs eller forlæs, det vil sige at enten kunne vi næsten ikke løfte vognene, eller de var for lette foran så de tippede bagover. Det var tungt arbejde, og vognene var vanskelige at styre på overgangene imellem perronerne.
Særligt om vinteren, når det var glat, kunne vognene finde på at blive hængende på svellerne, hvilket ikke var rart når der var et tog på vej. Det var et arbejde som virkeligt kunne give sved på panden!
|