Nytårsspøg af smedemester Viggo Sørensen har vakt stor interesse i byen
Bramminge vil ikke stå tilbage for sin store naboby, Esbjerg, og har da også fået en moderne jern-skulptur, døbt "Hysselumfisme". Den er imidlertid ikke udført af Robert Jacobsen, men af en lokal "kunstner", smedemester Viggo Sørensen og hans smedesvend, Tage Nielsen.
Viggo Sørensen har opstillet sit værk foran Hotel Kikkenborg, og installatør Pedersen har sørget for projektørbelysning. Jernskulpturen prydes med et skilt med følgende tekst: "Moderne jernskvulptur Kan leveres, så længe brokkasse haves, til nedsat pris, 34.937,48 kr."
"Skvulpturen" var ment som en nytårsspøg, men den har vakt stor interesse i byen, og mange håber, "skvulpturen" vil få lov at blive stående. Der er snart ikke den beboer i Bramminge, som ikke har været henne at beundre kunstværket.
Vi har lavet "skvulpturen" på 1 1/2 time af gammelt skrot. Det er ikke et forsøg på at efterligne Robert Jacobsen, men skal betragtes som en nytårsspøg, udtaler "kunstneren" Viggo Sørensen til Vestjysk AKTUELT.
Den to meter høje "skvulptur" er nærmest det store intet, og den er lavet efter skriveriet om Robert Jacobsens jernskulpturer i ålborg og Esbjerg. Jeg tænkte, at det kunne være interessant at opstille en "moderne "jernskvulptur" i Bramminge, og det lader til at slæbe mere med sig, end man skulle tro...
Vestjysk AKTUELT har spurgt en af Bramminges beboere, om hun synes, "skvulpturen" skulle fjernes igen, og vi fik følgende svar: "Jeg synes, "skvulpturen" er rædselsfuld, men håber, at den skal blive stående, da det er en vældig fin spøg