Trafikassistent i Bramming (i 1913)

- af P. T. Poulsen

Uddrag af beretning fra hæftet "Bramming i 1913" af Stig Hein & Olaf Bak

Det var en råkold aprilsdag da jeg meldte mig på Bramming Station og fik at vide, at jeg først skulle have tjeneste næste morgen. Trods støvregn gik jeg ud for at se på omgivelserne - et trist indtryk blev det - stationsbyen bestod af en vindmølle, en gammel landevejskro og en snes småhuse med et forblæst udseende. Der fandtes enkelte haver, men de var ikke synlige udefra, idet der hverken fandtes træer eller buske, dette gjaldt dog ikke stationsforstanderens have ej heller den gamle lægebolig, hvor der fandtes enkelte Ribsbuske, skarpt afskårne i en vinkel på 45 grader af den barske vestenvind. Omegnen var ganske flad, og så vidt man kunne se helt uden trævækst.

Efter nogle ugers forløb svandt det første triste indtryk af byen og omegnen. Beboerne var tiltalende, overvejende tilflyttere, yngre energiske mænd og kvinder med gode interesser. På solskinsdage forekom landskabet mig ret tiltalende, den brune lyng og de grønne rugagre klædte hinanden. Den vide udsigt omspændt af en høj himmelkuppel fyldt med lærkesang var nærmest pragtfuld; hverken før eller senere har jeg truffet en egn med så mange lærker som her.

Fine lygter præger Banegården. Til venstre toiletter af anseelige dimensioner.

Af stationens 4 portører var Klingenberg ældst og passede udenfor togtid varehuset, han var afholdsmand og helt igennem pålidelig. Alligevel lavede han og jeg en gang en slem fadæse. En torsdag siger jeg til Klingenberg, at adskillige af de henstående tomme kasser har vi set på i flere uger, og jeg bad ham formå modtageren til at hente dem.

Den første kasse Klingenberg så tog fat på var uden låg og lå med åbningen nedad, og under den fandtes - o skræk - en pakke manufakturvarer, som var meldt bortkommen for flere måneder siden, og for hvilken banerne havde udbetalt 500 kr. i erstatning. Frygteligt!

I alle de mellemliggende torsdage, hvor vi reviderede, havde vi erklæret godset manglende. Hvad nu? Vi vidste begge, at der var stationer, som i lignende tilfælde havde skjult fejlen ved at lægge det pågældende gods ind i en københavner-vogn, men vi blev snart enige, om at tage lussingen med det samme. Jeg anvendte en hel aften på en udførlig indberetning og sluttede med at vi begge beklagede det skete. Banerne fik de 500 kr. tilbage med fradrag af et mindre beløb for afsavn. Klingenberg og jeg slap for påtale. I dette tilfælde blev ærlighed belønnet.

Hvert forår blev der sendt et stort antal magert hornkvæg fra Danmark til fedning på de sønderjyske marskegne. Størsteparten kom over Bramminge på en bestemt dag, og videresendelsen voldte til tider stort besvær, idet Ribebanens maskiner var så små, at togene kun evnede at tage 7 kvægvogne og et særtog 12 vogne. En aften modtog vi melding om, at morgentogene næste dag bragte 50 kvægvogne sydpå. Toget standsede med maskinen udfor hovedbygningen. Toget kørte ind på spor 1, og jeg fløjtede stop, og gik gennem toget til spor 2, hvor straks efter et tog med 30 kvæg-vogne i fortoget kørte ind.

De to tog medførte 50 kvægvogne og begge havde forspandsmaskiner med ordre til at blive i Bramminge og køre særtog på Ribebanen, en lignende ordre havde nogle togbetjente. Alt dette var stationen ikke underrettet om, før trafikinspektøren fra Fredericia kort efter meddelte mig det mundtlig. Resultatet blev at de 3 plantog alle fik hver ¾ times forsinkelse.

Stationens 9 postbude fortjente alle en omtale, men vi får nøjes med Jørgen, som den mest særprægede. Han var den mindste af vækst og vistnok også den mindst begavede, i hvert tilfælde med hensyn til boglig viden, men hans villighed og uegen-nyttige hjælpsomhed var over alle grænser stor. Han gjorde ikke forskel på høj og lav, thi som han sagde, skal gårdejeren have sine ærinder besørget gratis, så skal tjenteste-pigen, som går for næsten ingen ting, også. Hans "gestrikt", som han kaldte sin rute, var kort og uden mange postsager, men var altid stærkt belæsset med private sager. Ved hjælp af en god hukommelse og stor popularitet havde han udført det kunststykke at klare halvhundrede års posttjeneste uden hverken at kunne læse eller skrive.

Før han om morgenen forlod kontoret, måtte vi ordne breve og aviser i hans kontrabog således, at posten til første landsby lå under første blad, næste under andet o.s.v. En eftermiddag var Jørgen undtagelsesvis vred, da han afleverede sine postsager. En mand havde bestemt forlangt, at Jørgen skulle udfylde en postanvisning for ham. "Den mand må jo være tovlig." sagde Jørgen. "at tro at jeg også skal forstå kontor-forretninger. Nej der er grænser for, hvad et menneske kan sætte sig ind i." I Jørgens unge dage var hans "gestrikt" Ribe - Varde (41 km) den ene dag, Varde - Ribe den næste. Han oppebar herfor 30 kr. om måneden; men det værste var, sagde han, at han selv måtte betale natteophold i Varde 14 gange om måneden.

Min tjeneste var på 10 timer, tredelt, men interessant, og arbejdet var meget afvekslende. 2 gange daglig havde vi samtidig 3 tog, 2 gange 2, mens de øvrige kom enkeltvis. Senere kom der yderligere 2 tog. Godstrafikken var ringe, postarbejdet stort. Stationsbygningen var anseelig i 2 etager, store ventesale med restauration i den ene. Her regerede fru Rosendahl, enke efter den tidligere stationsforstander i Vamdrup, ved hvis død fru Rosendahl sad uden midler med 2 små børn. Enkepensionen var dengang elendig lille. Ved trafikinspektør Hansens hjælp fik hun restaurationen her og passede den udmærket. Hendes børn voksede op og blev stationens stolthed. Sønnen blev cand, jur., og datteren blev gift med en søn fra Bramming Hovedgård.