Endrup i gamle dage
Artikel fra Lokalårbogen 1999 af Kristian Lauridsen, Endrup
|
Det er nu ret ofte jeg tager en cykeltur til Endrup by, og dermed vender hjem til min barndomsgade. Også når tankerne om barndomshjemmet, møllen, kroen og slusen ved møllen får minderne til at vælte frem; men det er nu også et fast samtaleemne når vennekredsen er samlet. Jeg blev født i 1915 på Endrup Kro. Barndomshjemmet og møllen har altid betydet meget for mig. Mine forældre, Sofie og Jens Lauridsen, var forpagtere af både møllen og kroen. Far forpagtede møllen 1908 og da mine forældre blev gift i 1910, forpagtede de også kroen, som de drev indtil 1927, hvor de købte en gård (Hovedvej a1 nr 32.) Min far fik livsvarig spiritusbevilling. Det var noget alle kromænd fik, når de havde haftbevilling i 5 år, og der ikke havde været problemer. Og som på alle andre kroer, var der også på Endrup Kro et boskammer. Her kunne landevejens farende svende få lov til at overnatte 2 nætter i træk. Og i den tid kørte de rundt i sognet, med deres trillebør, for at slibe knive og sakse, hvorefter turen gik til næste sogn og kro. Det var nogle interessante og bestemt arbejdsfyldte år, men også nogle strenge år, for familien i såvel møllen som på kroen . De to steder betød som sagt meget for mig. Det var en spændende tid, med mange oplevelser for os drenge i byen, med stemmeværket ved møllen og mejeriet, og de mennesker der var tilknyttet møllen og kroen, og dem som kom dertil, og de var mange hver dag. |
 Der var altid travlhed, folk kom på indkøb og transporten var i langt de fleste tilfælde med hest og vogn. Der blev også afleveret grise i en opsamlingsstald ved kroen, og derfra blev de videresendt til slagteriet i Esbjerg, så staldkarlen var travlt beskæftiget dagen igennem i såvel møllen, som for kroens gæster. Folk kom langvejs fra for at få deres korn malet, og det var staldkarlen, der tog sig af hestene, når kornet var afleveret på møllen, og de blev opstaldet i kroens hestestald. Så håbede landmændene, at der var travlhed på møllen, for ventetiden blev på bedste måde udnyttet i krostuen. Her var der noget at spise og kaffe og punch var klar til de ventende, og det var gratis, for det var indregnet i prisen for malingen af kornet, for dem der skulle vente. De fleste nød da også et par genstande mere, for en dag til møllen betød også, at der var hygge, at der var en munter stemning, og at man fik en snak med andre landmænd, for dengang fik man de fleste nyheder ved mund til mund metoden. Nu var det ikke blot folk fra Endrup, der kom til møllen. De kom fra Skads, og fra Vejrup var der 46 kunder, der kom til Endrup mølle, for en mølletur var en oplevelse. De sidste nyheder kom med hjem til familien, og i nogle tilfælde fik "lillemor" også en mand i strålende humør hjem. Efterhånden fik landmændene selv kværne på gårdene, og omkring 1922 ophørte så denne del af virksomheden. Landevejen (nr.1 mellem Esbjerg og København) gik gennem Endrup. Da broen ved møllen skulle fornyes i 1927, kom der en flok brobyggere fra Sjælland. De byggede en træbro, over åen, der blev lagt nogle sveller, og der blev al færdsel over åen afviklet, indtil den nuværende bro var færdig. I 1937 blev vejen lagt uden om Endrup. Kristian Nielsen var ejer af gården, Bygaden 84, og til gården var der et stort areal med grus og sand. Her startede han med levering af sand og grus til vejbyggeri m . m. Siden startede han Dansk Dammann Asfalt. De mange sten blev hugget til skærver, og som trækkraft blev der brugt en lokomobil. Et genstridigt bæst at få i gang, men Niels var manden der forstod sig på de ting. Han hed egentlig Nielsen til efternavn, med det var kun få, der vidste. Han gik altid under navnet store Niels. Han blev staldkarl på Endrup Kro. Ved Endrup Mølle blev der anlagt et dambrug i årene 1954-56. Det var autoforhandler K.S. Kristensen, Esbjerg, der købte møllen og stemmeværket og dermed retten til at regulere vandstanden i åen. En del landmænd i området var interesseret i sænkning af vandstanden i åen, for at få en bedre udnyttelse af de enge, der ligger ned til Sneum Å. Det fik de ikke meget ud af, for retten til opstemning tilhørte jo møllen. Jo! Meget er forandret her i min barndomsgade. Nu er der ingen lyde fra mælkevogne på jernhjul hen over de toppede brosten. Og parkeringspladsen foran kroen, er der ikke fyldt op med biler, og ingen festklædte mennesker er på vej til fest på kroen. Der er stille på møllen og der lyder ingen hammerslag mod armbolten i smedeforretningen. Ingen skrallen fra mælkejunger på mejeriet, men mejeriet er der heldigvis. Men stopper man op på broen over Sneum Å og lytter til vandets brusen, så er lyden den samme som dengang. Og det er minderne også. |