Bevaringsfonden for Bramming Kommune har ved sin præmiering for 1995 vedtaget at fremhæve ejendommen Viadukten 12, Bramming.
Ejendommen er præmieret for god istandsættelse, hvilket er sket med forståelse for husets særlige arkitektur og karakter.
Historie:
Huset er opført i 1938 til tømrerhandler Johansen og er tegnet af den kendte Esbjerg arkitekt Harald Peters, der levede fra 1891 - 1951. Harald Peters blev kendt for sine fine villaer, især i stilen Bedre Byggeskik - de karakteristiske røde villaer med tegltage og hvid malede sprossede vinduer.
I slutningen af 1920erne begyndte han at "rendyrke" sin arkitektur, og i 1930erne opførte Harald Peters en række smukt formede villaer i den internationale stil, funktionalismen.
Ejendommen Viadukten 12 er et meget smukt eksempel på denne villatype, som med den gennemførte istandsættelse nu fremstår som et fint eksemplar på et godt enfamiliehus.
Bevaringsfonden i Bramming Kommune.
NB. Der er i år 2001 lavet en sti mellem Viadukten 10 og 12 til et bagved liggende boligområde. Området til stien er belagt med kampesten der nu fremhæver de to huse.