Ålbæk Mølle
Artikel fra Lokalårbogen 1993 af Flemming Just
|
Nykirke er et usædvanligt sogn. I begge ender skærer et vandløb igennem en landsby og deler dem mellem to sogne - Endrup er delt mellem Nykirke og Vejrup sogne, og et hjørne af Ålbæk hører til Nykirke medens hovedparten er en del af Sneum sogn. De to vandløb, Sneum Å og Gummes Bæk, har desuden til fælles, at de begge har givet energi til til en vandmølle. Endrup Møllekro bærer i sit navn vidne om denne funktion. Kører man til Ålbæk finder man en Ålbæk Møllevej, og for enden af den og ud mod Ålbæk-Vong vejen ligger den gamle møllegård. Det er historien bag denne sidstnævnte mølle det følgende handler om. I senmiddelalderen vandt mølledrift for alvor frem i Danmark. Fra omkring år 1000 og de følgende 3-400 år havde mest bygget de primitive skvatmøller, hvor hjulet gik vandret ned i strømmen. Men efterhånden vandt mere avancerede vandmøller frem, hvor vandet gennem kunstigt fald væltede ned over et lodretstående møllehjul. Herved opnåede møllerne en langt større effekt. Nykirke sogn havde gode muligheder for at få oprettet vandmøller. Dels løber Sneum Å med tilsluttende bække og åer igennem sognet, og dels var der fra slutningen af 1500-tallet en herregård, Endrupholm, til at være initiativtager. Herresædet fik da også snart skabt et større mølleri i umiddelbar nærhed af gården ved Endrup Møllekro. Men allerede da eksisterede en mølle i den anden ende af sognet ved Ålbæk. Vandmøllen her kan spores helt tilbage til 1430erne, hvor den ejedes af en Eske Jepsen i Nordenskov. Men møllen har tilsyneladende været endnu ældre, da det af kilden fremgår, at ejeren har opbygget den, efter at den har ligget øde. Vi ved, at møllen førte en omskiftelig tilværelse i 1600-tallet. Adskillige gange blev den solgt, og efter svenskekrigen i slutningen af 1650erne lå møllen og møllegården øde i flere årtier. I 1665 overtog Erik Krag møllen. Han var egnens største godsbesidder og ejede både Bramming Hovedgård, Riber Kjærgård, Varhogård og Endrupholm.Men tiderne var barske efter svenskekrigene, og da Krag døde i 1672 efterlod han nok gods men ikke guld til enken Vibeke Rosenkrands. I 1686 måtte hun sælge Endrupholm til bondesønnen Niels Nielsen, der var provstiskriver, d.v.s. regnskabsfører for domprovsten i Ribe. Selv flyttede hun til Riber Kjærgård. Men snart blev hun tvunget til også at frasælge Ålbæk Vandmølle, i 1690 købte Niels Nielsen også den. Herremanden til Endrupholm var en nidkær mand, der ville have mest muligt ud af sine besiddelser. Da landet efterhånden var ved at komme sig over tabene og sygdommene efter svenskekrigen, begyndte han snart at få genopbygget møllen. Det var med blandede følelser, bønderne på Vong-egnen fulgte opbygningen. Det var godt nok, at afstanden til mølle blev kortere, men de fik et problem med deres græsning. Mens møllen lå øde, havde de ladet deres kreaturer græsse i de gode, lave enge omkring mølledammen. Det havde de egentlig ikke haft ret til, men gården og møllen lå jo øde, der var ingen der forbød dem det. Den nye ejer var imidlertid ikke af samme tilforladelige natur. Han forbød afgræsningen, og han ville have møllen i drift igen. Et fæstebrev fra år 1700 fortæller, at det også lykkedes. Møllerens pris for at fæste, d.v.s. leje møllen af herremanden, var en årlig afgift på ørter rugmel. 1 ørtug rug var lig med 10 skæpper, som i alt svarede til ca. 175 liter. Desuden skulle mølleren selv betale alle skatter, selv stå for vedligeholdelsen af møllen og ikke mindst male herremandens korn gratis. Indtægterne til mølleren skulle som sædvanlig komme fra toldning af kornet, d.v.s. at han af hver tønde korn kom med et mål tog en bestemt andel fra til sig selv. Vi kender ikke meget til Ålbæk Vandmølle i 1700-tallet. Men i 1797 dukker den op igen i kilderne, for nu vil ejeren af Endrupholm, etatsråd Tøger Reenberg Teilmanns enke nedlægge den. Begrundelsen er, i overensstemmelse med tidens interesse for at udvikle landvæsnet, at hun vil foretage nogle forbedringer af engjorderne omkring møllegården. I stedet skal mølledriften koncentreres ved Endrup Vandmølle, der skal udvides med en kværn og et vandhjul mere. Mølledrift havde statens store bevågenhed, så Rentekammeret skulle spørges inden en nedlæggelse. Her havde man ikke noget imod planerne, og møllen i Endrup fik da også den påtænkte udvidelse. Men første del af planen, en nedlæggelse af Ålbæk-møllen, blev ikke realiseret. For i mellemtiden protesterede de beboere fra Skads Sogn, som normalt kørte til Ålbæk for at få malet deres korn. I stedet for nedlæggelse oplevede Ålbæk Vandmølle de næste 100 år sin glansperiode. I 1804 søgte og fik ejeren tilladelse til også at oprette en vejrmølle. Det skete i form af en stubmølle på banken ved Sneum Å-broen. Ifølge Trap Danmark eksisterede den stadig i 1859, men i 2. Udgaven af værket fra 1879 omtales kun en vandmølle i Ålbæk. I begyndelsen af 1800-tallet frasolgte Endrupholm, lige som så mange andre herregårde på den tid, en stor del af sit bøndergods. En af ejendommene var Ålbæk Vandmølle, der i 1811 overgik til selveje. Det skete på et tidspunkt, hvor den danske økonomi var ved at ligge i ruiner som følge af Napoleonskrigene. Men fra 1830erne gik det fremad igen. Kornproduktionen steg, og det samme gjorde indbyggertallet århundredet igennem. I Nykirke Sogn fra ca. 350 i 1801 til næsten 500 indbyggere hundrede år senere. I Sneum Sogn var stigningen endnu kraftigere, fra 359 til 664. Det betød flere kunder i møllen. I 1830erne kunne møllen og dens to kværne male 1.350 tdr. korn om året, og mølledammen var på 0,8 hektar. Det var ikke muligt at skabe ret meget mere fald end 1 meter, så kværnene blev trukket af et såkaldt underfaldshjul. Vandet blev ledt igennem skodder, som der i alt var fem af, men det var normalt tilstrækkeligt at kun en eller to af dem var åbnet. |
 På selve møllegården kunne kunderne gå ind på et lille udskænkningssted og få sig en kaffepunch, medens de ventede på, at kornet blev malet. Der var ikke plads til mange, men stedet var populært, især når var det store marked ved Ålbæk. Møllegårdens stuehus fra 1866 har stadig bevaret den lille dør med indgang til slyngelstuen. Efterhånden opstod der også en by vest for vandmøllen. Det Ålbæk vi kender i dag, er en ny by opstået omkring andelsmejeriet, der blev oprettet i 1885. Indtil da var vandmøllen den eneste bebyggelse. Nærmeste landsby var Vong to kilometer mod øst og Opsneum umiddelbart vest for Ålbæk. Den rivende udvikling gjaldt også landbruget, der fra midten af 1890erne oplevede gode tider. Priserne steg, og der blev råd til at investere i nye bygninger og i nyt inventar. En del investerede også i egne vindmøller og påførte dermed vandmøllerne stærk konkurrence. Helt udkonkurreret blev Ålbæk og andre vandmøller af de mere industrielt drevne møller i tilknytning til foderstoffirmaer. Men det var ikke kun herfra , der lå et pres på møllens videre eksistens. Lodejerne længere op ad Gummes Bæk havde mange problemer med, at deres afgrøder blev oversvømmet i vækstsæsonen. Men opstemningsretten tilhørte møller. I 1918 besluttede møllegårdens ejer, Knud Knudsen, imidlertid at sætte møllen til salg, og i 1921 blev møllen nedlagt, og lodsejerne købte stemmeretten for ca. 3000 kr. Forinden salget var mølledammen blevet udtørret. En af dem, der husker det tydeligt, er den nu 80 årige Hans Schmidt, Ålbæk Møllevej 20. Det var med sorg, at han og de andre drenge dengang måtte se en af deres bedste tumlepladser forsvinde. Ofte havde roet ud på den 1-1½ meter dybe dam. Da dammen var under udtørring fik drengene strenge ordrer fra deres forældre om ikke at gå ud i den, da der var meget blødt. Drengene havde imidlertid opdaget, at der var en masse ål i det lave vand. De fandt derfor ålejernene frem og var i stand til at fange en spandfuld hver. Da de kom hjem med ålene, glemte forældrene alt om forbud og gav i stedet børnene lov til at gå derned igen og forsøge at fange flere. Imens tilberedte hans mor stegte ål med sursød sovs til. Hans Schmidts far var med til at gravebækken videre ned til Sneum Å, og endnu idag ses hvordan den snor-lige bæk løber forbi møllegården. Udgravningen af bækken skulle få blivende følger, for den kom til at danne grænse mellem Nykirke og Sneum kommuner og nu mellem Bramming og Esbjerg kommuner. Anvendt litteratur: Bøcher, Steen B.: Vandkraftens Udnyttelse i det sydlige Nørrejylland før og nu. Bøcher Steen B.: Vandmøller og andre Vandkrafsudnyttelser i Ribe Amt. Nielsen, Oluf: Skads Herred, Ribe Amt. 1862, gengivet af Historisk Samfund for Ribe Amt, 1985. Trap Danmark, 1.,2. og 4. Udgave. |